Tilbage til Gratis MindLab 5-minutters værktøj · Kommunikation

Sådan kommunikerer du din værdi, når der er meget på spil

Jobsamtalen, det store pitch, mødet med direktionen. Når der er meget på spil, læner de fleste sig op ad facts, erfaring og data. Det er et godt fundament. Men det er sjældent det, folk husker.

Tre greb, bakket op af forskningen, der får din værdi til at stå klart. Også under pres.

GREB 1Fortæl historien, ikke kun fakta

Vi husker historier langt bedre end facts og data. En god historie giver hjernen en rækkefølge, en person og en følelse at hænge informationen op på. Tal og argumenter alene glider hurtigt ud igen.

Så hvis du vil gøre indtryk, skal du fortælle historien om, hvad du gjorde, og hvad det betød. Lad dataen være beviset, ikke budskabet.

GREB 2Forbered dig, og oplev det på forhånd

De fleste af os forbereder os. Og stopper der. Visualisering er version 3.0 af forberedelse.

Når du gennemspiller situationen for dit indre blik, "for-oplever" du den. Du ser lokalet, hører spørgsmålene og mærker dig selv svare roligt. Det træner din evne til at navigere i situationen, så din forberedelse holder, også når presset stiger. Det er samme princip, som atleter bruger før en konkurrence.

GREB 3Forbered dig i 3. person

Det her er en game-changer, når du skal formidle din egen værdi. Forbered dig, som om du talte om en anden: "Anne har ledet…", "Hun er stærk til…".

Når vi taler om os selv i 3. person, skaber vi psykologisk afstand. Forskning i såkaldt self-distancing viser, at det sænker stressniveauet og gør os bedre til at se situationen klart (Kross et al., 2014). Du ser mere objektivt på dine kompetencer og din værdi, i stedet for at være din egen værste kritiker. Det er super effektivt før ansøgninger og jobsamtaler.

FUNDAMENTETPausen før du taler

Og fundamentet under det hele? Inden du svarer på et spørgsmål, inden det vigtige møde, inden præsentationen starter: Tag en dyb vejrtrækning og hold en pause på 2-3 sekunder.

Pausen signalerer overblik og ro. Og den er den direkte genvej til det mentale overskud, du skal bruge for at gøre de tre greb ovenfor.

Vil du træne det sammen med dit team? Det er præcis det, mine workshops og oplæg handler om.

Næste værktøj: Motivation kommer efter handling